Middelfart Marina har gennemgået en markant transformation med ambitionen om at styrke områdets identitet samt skabe et samlende arkitektonisk vartegn. For enden af molen er der opført et udkigstårn, der fungerer som et tydeligt pejlemærke, både fra landsiden og fra vandet
Tårnet er formgivet med afsæt i stedets særlige natur- og kulturhistorie, hvor især marsvinet spiller en central rolle i fortællingen om Lillebælt og Gamborg Fjord. Den arkitektoniske idé er inspireret af marsvinets karakteristiske rygfinne, som bryder vandoverfladen, og denne reference er oversat til en skulpturel form, der fremstår dynamisk og genkendelig i landskabet.
Trappeforløbet integrerer opholdszoner med siddepladser orienteret mod vest, hvor der skabes læ og optimale betingelser for ophold, med udsigt til solnedgangen over Lillebælt. På toppen af tårnet åbner der sig en 360-graders panoramaudsigt, hvor besøgende kan opleve både det maritime miljø, kystlandskabet og marinaens liv fra et nyt perspektiv.